Træd varsomt
Londonpræst udfordrer fordomme om de andre
Religionsmødet
giver kristne i Vesten en unik chance for at genopdage vores egen tro, hvis vi
tør træde ind i de andres verden. Men
træd varsomt, siger erfaren engelsk præst.
-
I religionsmødet går vi i Jesu fodspor. Men træd varsomt. For også i andre
religioner er der måske noget, vi har brug for at høre.
Det siger den anglikanske Londonpræst og
islamkender Bill Musk, der var i Danmark i marts som hovedtaler på
Tværkulturelt Centers konference i København, hvor godt hundrede danskere og
nydanskere var samlet for at blive klogere på det svære religionsmøde.
De gik ikke forgæves. Bill Musk ved, hvad
han taler om, når han udfordrer de mange fordomme, der også genfindes i kirkelige
miljøer i Danmark. Med sig i sin personlige bagage har den 58-årige englænder
over 30 års erfaringer fra møder med mennesker, der har en anden tro.
At der er barske og grænseoverskridende
oplevelser iblandt lægger han ikke skjul på. Som ung nyuddannet historiker fra
Oxford Universitet tilbragte han tre måneder i et tyrkisk fængsel efter at have
distribueret kristen litteratur. Nogle år senere blev han evakueret fra Beirut
under den libanesiske borgerkrig. Han var præst ved den anglikanske domkirke i
Cairo på et tidspunkt, hvor flygtninge fra Eritrea strømmede ind over grænsen.
De var muslimer, men domkirken var et af de få steder, hvor flygtningene kunne
få hjælp.
- De havde mistet alt og var bestemt ikke
velkomne. Kun få kirker tilbød flygtningene mad, tøj, husly og lægehjælp og
talte deres sag. Efter et stykke tid kan jeg huske, at jeg sagde til Gud: ”Men
jeg er her for at forkynde evangeliet! Nu går næsten al min tid med praktisk
hjælp til en endeløs strøm af flygtninge!” Men efterhånden forstod jeg, at
disse mennesker måske senere ville have positive forventninger til kontakt med
kristne i Vesten, hvor mange med tiden ville blive genbosat, fordi der var
kirker i Cairo, der havde vist dem barmhjertighed.
Som præst med 13 års erfaring fra
Mellemøsten er Bill Musk en række gange blevet kaldt ud til muslimske hjem i
London, der hjemsøges af uforklarlige fænomener.
- Mit første møde med den åndelige
virkelighed, som mange muslimer lever i, fik jeg i Tyrkiet. Jeg opdagede, at
det verdensbillede, som mine tyrkiske venner beskrev for mig, var milevidt fra
min forestilling om islam. De fortalte om en åndelig virkelighed, som jeg slet
ikke kunne genkende fra de bøger, jeg havde læst om islam. Det lærte mig noget
om, at islam er en mangfoldig religion.
De sidste ti år har
Bill Musk været præst i et etnisk blandet bysogn i det sydvestlige London, hvor
der i menigheden både er tidligere muslimer, jøder, hinduer og sikher. Her har
han blandt andet taget initiativ til, at eleverne fra lokale kristne og
muslimske skoler besøger hinanden og overværer hinandens bøn. Han holder
kurser, hvor en muslim, en jøde, en hindu og en buddhist fortæller om deres
tro, og menigheden bagefter diskuterer, hvad de har hørt. Han underviser
præstestuderende om religionsmødet og har skrevet en række internationalt
anerkendte bøger om islam og kristendom. Til efteråret udkommer hans seneste
bog om kristne og muslimers skriftsyn.
Bill Musk udfordrer
kristne i Vesten til at tage afstand fra negative stereotypier og vise større
interesse og forståelse for muslimske indvandrere og flygtninge.
- Jeg mener faktisk, at vores gudsforhold
meget langt på vej kan aflæses af, hvordan vi behandler de fremmede - dem, der
er anderledes. Når vi viser interesse, omsorg og respekt for mennesker med en
anden tro, går vi i Jesu fodspor. Derfor har kirken pligt til at gå foran som
rollemodel og fortaler for flygtninge og asylansøgere. Samtidig er det sundt
for kristne at have kontakt med mennesker, der har en anden religion.
Religionsmødet har styrket min egen tro og hjulpet mig til at få øje på blinde
vinkler hos mig selv. I dag tager jeg nok færre ting for givet. Når vi mødes på
tværs af religioner, begynder vi at se os selv og hinanden i et nyt lys. Som
kristne bliver vi udfordret til at reflektere over, hvad vi selv tror, og
hvordan vi vil leve vores tro ud i hverdagen. Religionsmødet tvinger os tilbage
til Bibelen og tilbage til Gud.
De senere år har
ultra-fundamentalistiske udgaver af såvel islam som kristendommen fået megen
medieopmærksomhed. Og med rette, mener Bill Musk, der udfordrer både muslimer
og kristne til at gøre op med ekstremister.
- Muslimske teologer må tage
konfrontationen med den voksende islamisme, der er blevet en del af islam mange
steder, selv om den ikke afspejler de fleste muslimers forståelse. På samme
måde må kristne forholde sig til de udgaver af kristendommen, der bygger på
fjendebilleder, gengældelse og tolkninger af bibelske profetier, der sanktionerer
vold og krig i kampen mod terror. Er det kristendom?
- Åbenhed og samtale er den eneste vej
frem – både internt og i venskaber på tværs af religion. Som troende mennesker
kæmper vi alle med at tolke vores tro i spændingsfeltet mellem tradition og
modernitet. Her står kristne og muslimer over for mange af de samme
udfordringer. Vi er i samme båd.
Med årene er han blevet mere ydmyg og
mindre skråsikker i mødet med andre teologiske holdninger til
religionsmødet.
- Vi må give plads til forskellige
opfattelser af, hvordan vi når hinanden. Religionsmødet har gjort mig stadig
mere overbevist om, at det kristne evangelium rummer sandheden om Gud og
mennesker. Men samtidig er jeg i dag mindre sikker på, hvor meget jeg egentlig
selv forstår.