Jeg har haft 15 år til at øve mig på ordet: Jeg - en
flygtning. Alligevel bliver det vel aldrig naturligt. I dag er jeg dansk
statsborger, men en så skelsættende livserfaring er noget, man bærer med sig
resten af livet. Livet bliver aldrig det samme som før. Det er en kendsgerning,
man må forsone sig med.
Årsagen til, at
man forlod sit land, definerer ens håb såvel som ens tab. For mennesker, der er
flygtet på grund af krig, forfølgelse eller voldelige konflikter, er det tilstrækkeligt
at komme til et fredeligt land. Når man ikke længere behøver at bekymre sig for
sin egen og sin nærmeste families sikkerhed, er flygtningens grundlæggende håb
om et liv og en fremtid opfyldt. Men samtidig indebærer flugten en række tab,
som man må forholde sig til. Tab af identitet, livshistorie, familie, land og måske
materiel velstand.
Alle tab er smertelige. Men for os, der kommer fra kulturer,
hvor familierelationer er meget stærke, er der især mange følelser forbundet
med tabet af familien. I dag er min egen nærmeste familie spredt i mange lande.
Det betød helt konkret, at da min mor døde i 2003 i Irak, kunne hverken jeg
eller mine tre søskende være med til begravelsen. Det var for farligt for os at
rejse tilbage. Heldigvis er det med tiden muligt at få venner i det nye land,
der til en vis grad kan erstatte den familie, man har mistet.
Så er der de ofte
usynlige tab - tabet af identitet og personlig livshistorie. Når man kommer til
et nyt land, er der ingen, der ved, hvem man engang var. De første 13 måneder i
Danmark som asylansøger var jeg nummer 3281579. Ingen i udlændingesystemet
brugte mit navn. Selv om der kan være gode grunde til denne praksis, opleves
det meget ydmygende at blive reduceret til et nummer.
Da jeg forlod
Irak, mistede jeg alt, hvad jeg bygget op gennem et langt liv. Jeg var 54 år og
veletableret med familie, venner, karriere og et aktivt kirkeliv. Vi boede i et
hus på 600 kvadratmeter, havde to biler og manglede ikke noget. Jeg var
professor ved universitetet og havde mit eget ingeniørfirma. Men da min nevø en
dag blev myrdet i min brors hjem og vores 18-årige søn truet på livet, betød
alt det, jeg havde opnået, pludselig ingenting. Det blev meningsløst, når vi
ikke vidste, om vores søn kom levende hjem fra skole. Vi rejste og efterlod det
hele. I dag betyder de materielle tab ikke længere noget. Jeg takker hver dag
Gud for, at vi er i sikkerhed i Danmark.
At etablere sig på ny er ikke så let som første gang i
hjemlandet, da man var yngre og havde livet foran sig. I det nye land starter
man forfra uden familie og netværk. Men Danmark gav mig beskyttelse, tag over
hovedet og mad på bordet, da jeg havde brug for det. Derfor er det min pligt at
gøre, hvad jeg kan. Med min alder kunne jeg ikke gøre mig håb om at nå det
samme niveau som i Irak. Men jeg er taknemmelig for, at jeg kunne arbejde i en årrække
i en international organisation, hvor jeg kunne bruge min faglige viden og
erfaring. Vi har også meget bevidst prioriteret vores børns uddannelse. For når
man kommer udefra, skal man helst være lidt bedre kvalificeret end jævnaldrende
danskere for at komme ind på arbejdsmarkedet.
Tabet af det
land, hvor man voksede op og har levet størstedelen af sit voksne liv, kan
aldrig erstattes. Men jeg kan forsøge at lære mest muligt om mit nye land og prøve
at forstå det danske samfund, som jeg forstod mit eget land. Selvfølgelig følger
vi stadig udviklingen i Irak og beder dagligt for vores land og ikke mindst for
de kristne, der har lidt ubeskrivelig meget. Men nu er det her, vi bor. Danmark
er vores nye hjemland.
Som udlænding
starter man ikke fra nul, men fra et sted under nul. Der er fordomme, som først
skal overvindes. Jeg har lært ikke at forvente, at danskere kender min kultur. Derfor
er det vigtigt, at flygtninge fortæller om deres baggrund og deres lands
historie og kultur. Da jeg kom til Danmark, troede alle, at jeg var muslim,
fordi jeg kom fra Irak. Når jeg fortalte, at jeg er kristen, spurgte de, hvornår
jeg konverterede! Jeg forklarede, at det ganske enkelt er umuligt for en muslim
at konvertere til kristendommen i Irak. Det er der dødsstraf for. Men vi har
mange meget gamle kirker i Irak. Som syrisk-ortodoks kristen kommer jeg fra en
af de ældste kirker.
Et menneske kan ikke leve uden håb. Uden vores tro havde vi
ikke haft noget håb. Jeg har ofte sagt, at den bedste indgang til det danske
samfund er gennem kirken. Her er mennesker, som deler vores tro og er oprigtig
interesseret i at hjælpe flygtninge. Selv om jeg savner min egen
kirketradition, er det muligt at lære at værdsætte andre traditioner og bidrage
i nye sammenhænge. Mere end noget andet har kontakten med kirken været med til
at gøre vores liv i Danmark rigt og meningsfuldt.