Med Vesterhavet som nabo

Mandæere på flugt: Elhams lange rejse

Hun har et varmt smil og en smittende latter. Men bag den lune (jyske?) humor er Elham Finjan også et privat menneske, der hellere lytter til andres problemer end fortæller om egne. Med sine 42 år er hun ældre end de fleste studerende på pædagogseminariet i Hjørring, hvor hun læser på tredje år. Som flygtning og medlem af den forfulgte mandæiske minoritet i hjemlandet Irak har hun set og oplevet mere end de fleste.

Over en kop sort kaffe i Hjørrings trendy nye indkøbscenter Metropol fortæller Elham Finjan om sin lange rejse fra barndommen i millionbyen Bagdad ved bredden af Tigrisfloden til en dansk hverdag i den lille fiskeriby Hirtshals med godt 6.000 indbyggere. Her med Vesterhavet som nærmeste nabo har den irakiske pædagogstuderende boet de sidste otte år sammen med sin mand Alaa Al-Dehaisee (45), der er uddannet guldsmed, og børnene Mariam (12) og Yahya (8). Et øjeblik bliver hun fjern i blikket. Ordene flyder ubesværet med let nordjysk accent.

     - Det er så længe siden. Min barndoms gade. Når jeg tænker tilbage, savner jeg det hele. Vi boede i et stort hus, hvor døren altid stod åben. Der var hele tiden mennesker, som kom og gik - naboer, familie og venner. De kom for at snakke lidt, låne noget eller drikke en kop kaffe. Det var rigtig hyggeligt. På den ene side af gaden var de sunnimuslimer. På den anden side var de shia. I vores gade boede der også kristne og tre-fire familier, der var mandæere ligesom os. Vi accepterede hinanden. Vi børn gik i skole sammen og legede sammen. Det var i dengang i halvfjerdserne, da alt var helt anderledes end i dag.
     Men der var også lange skygger i barndommens land. Hun husker, hvordan moren sad og græd i lange perioder, da hendes to ældste brødre måtte flygte til udlandet i begyndelsen af firserne på grund af deres politiske overbevisning. Hun husker frygten og usikkerheden de mange gange, hvor efterretningstjenesten kom og spurgte efter brødrene.
     I dag har Elham ingen familie tilbage i Irak. Faren er død, og moren og en ældre bror bor i Canada. To andre brødre bor i Sverige og Tyskland. En søster bor i Holland. De er emigreret eller flygtet ligesom størstedelen af de 30.000 mandæere, der indtil for få år siden boede i Irak.
     - Jeg var den sidste i vores familie, der rejste. I dag er vores hus tomt.

To krige
Elham var 13 år, da Iran-krigen startede, og 21, da den sluttede. Da Bagdad blev udsat for massivt bombardement under Golfkrigen, var hun nyuddannet ingeniør.
     - Det var en meget anderledes ungdom. Vi manglede sådan set ikke noget i hverdagen. Krigen foregik ude ved fronten – ikke inde i byen. Men vi mistede mange unge mænd. Det var det værste. Min søsters mand døde ved fronten. Senere under Golfkrigen tændte vi stearinlys og sad og spillede spil, mens de bombede andre steder i byen. Der var ingen strøm, så vi kunne ikke se fjernsyn. Jeg mistede en fætter i krigen og kendte mange, der døde, men vores kvarter blev ikke ramt. Når man er midt i det, vænner man sig til det. Man gemmer angsten indeni. Det er noget helt andet, når civilforsvaret afprøver sirener en gang om året i Danmark. Så får jeg det meget dårligt. Det hele kommer tilbage.

Flugten
De nærmere omstændigheder omkring familiens flugt i 1999 ønsker hun ikke at tale om.
     - Vores søn er født i Jordan, hvor vi opholdt os, indtil min mand kunne komme videre til Danmark, hvor han havde en bror. Efter halvandet år fulgte jeg efter med børnene. Da min mand var rejst, opdagede jeg, at jeg var gravid, fortæller Elham, der fødte sønnen alene på et kristent hospital, hvor hun ikke skulle betale.
     - Det var en hård tid. Jeg var alene med børnene og meget træt. Alle omkring mig var optaget af deres egne problemer. Bagefter ved jeg ikke, hvordan jeg klarede det. Men jeg holdt fast ved, at det ikke kunne blive ved. Når man er helt nede, er der ikke andet at gøre end at rejse sig igen.

Danske venner
I dag er familien faldet godt til i Hirtshals. Men at få en ny hverdag til at fungere har været en lang proces.
     - I begyndelsen var alt nyt. Verden var helt blank. Man forstod ingenting og skulle hele tiden smile og gemme sine meninger og følelser indeni. Det tager lang tid at lære et nyt sprog. Det bliver det aldrig som ens modersmål. Til en vis grad vil det altid være overfladisk.
     - Det var godt for os, at der var en tværkulturel forening ii Hirtshals, der arrangerede middage på tværs, ture og klubaktiviteter. Der lærte vi mange danskere og andre udlændinge at kende. De fleste danskere var fra kirken. Jeg tror, det er nemmere med danskere, der har en tro. En familie fra kirken blev vores meget gode venner. Det begyndte, da jeg havde en nedtur. Min veninde begyndte at komme tit og låne mig danske romaner, som vi diskuterede. På den måde lærte vi hinanden godt at kende og opdagede, at vi havde meget til fælles. Vi er begge følsomme og har vores egne meninger, men vi har de samme værdier. Det betyder rigtig meget at vide, at jeg har en veninde i Danmark, som holder af mig og tænker på mig. Det er som at have fået en storesøster igen.

Anderledes
Som mandæer tilhører Elham et af verdens ældste etniske og religiøse mindretal i Mellemøsten.
     - Jeg har altid vidst, at jeg tilhørte en minoritet. At vores familie var anderledes, fordi vi ikke var muslimer. Som barn var det somme tider pinligt. Men senere lærte jeg at være stolt af at være anderledes. Det har måske gjort det lettere for mig at komme til Danmark, hvor vi også er en minoritet - både som udlændinge og som mandæere. Det er trods alt lettere at være mandæer i Danmark end i Irak, hvor det er blevet meget farligt for religiøse mindretal. I Danmark har ingen hørt om mandæerne. Alle tror, vi er muslimer. Jeg plejer at sige: ”Vi er mandæere, og du kan google det!”
     Som de fleste mandæere voksede Elham op under gode økonomiske forhold. Faren var guldsmed med egen forretning inde i byen, og moren tog sig af de seks børn.
     - Vi var ikke meget religiøse, men vi havde nogle ritualer, som var en del af vores identitet. Vi vidste nok ikke rigtig, hvorfor vi gjorde de ting. For eksempel havde vi særlige helligdage, hvor vi spiste speciel mad. Vi havde også vores egne renhedsforskrifter, der betød, at vi slagtede selv i stedet for at købe kød hos en slagter. Når der var dåb eller bryllup kom vi i mandien - mandæernes helligdom.
     - Sidste år blev vores børn døbt i Gudenåen, da en mandæisk præst var på besøg. I Hirtshals er vi de eneste mandæere. Når man er et mindretal, skal man være stærk for at bevare sin religion.
     At familien i dag har det godt og trives, er for Elham ikke nogen selvfølge.
    - Det kræver overskud at komme til et nyt land. Man får nedture og skal lære at håndtere vanskeligheder. Det kan være hårdt i et ægteskab. Min mand og jeg har valgt at holde sammen. Vi prøver at forstå hinanden og anerkende hinandens følelser. Det handler om at kunne sætte sig i den andens sted. Jeg er heller ikke det samme menneske, som jeg var for syv år siden. Det er som at gå op ad en lang bakke. Måske har jeg lidt større overblik.
     I dag vover hun igen at drømme om fremtiden.
     - Jeg håber meget at blive færdig som pædagog. Jeg elsker at arbejde med mennesker. Allerhelst vil jeg arbejde i Hirtshals. Vi er glade for byen og kender mange. Det føles godt, når nogen hilser på en på gaden. Her hører vi til.
BMF

Mandæere: En gnostisk monoteistisk religion, der stammer fra området mellem floderne Eufrat og Tigris og går tilbage til omkring 2.000 f.Kr. Tilskriver Johannes Døberen stor betydning og døber i strømmende vand. Det antages, at der findes omkring 70.000 mandæere i verden.