Zamzam - en somalisk kvinde

Engang var kvinder frie i Somalia

Zamzam Nur er født tre år efter, at Siyaad Barre kom til magten i Somalia ved et kup i 1969. Omkring den tid begyndte de første militante muslimske grupper at gøre deres indflydelse gældende i den tidligere italienske koloni, der blev selvstændig i 1960. Sammen med 13 søskende voksede hun op i en landsby uden for Mogadishu i skyggen af krigen mod nabolandet Etiopien og eskalerende borgerkrig. Faren arbejdede på et hospital inde i byen, og moren passede familiens får og geder. Da hun var 19 år, blev familiens hus ramt under et mortérangreb. Zamzam mistede sine forældre, bedsteforældre, to brødre og en søster. Selv blev hun alvorligt kvæstet. I 1994 kom hun til Danmark som FN-kvoteflygtning sammen med sin lille datter. Siden har hun boet i Odense. Zamzam fortæller:

Somaliske kvinder er stærke og selvstændige. Sådan har det altid været. Min mor fik 14 børn, passede hus og får og geder, lavede mad og vaskede tøj. Vi var en stor familie. Men selv om der var krig, var livet godt dengang. Vi børn havde megen frihed - både drenge og piger. Jeg var meget glad for min familie - min mor og far, søskende og bedsteforældre.
     I dag er de alle sammen enten døde eller flygtet. Dem, der ikke er døde, er spredt ud over verden i USA, Canada, Australien, Holland, Norge og Sverige. Hele tiden hører jeg, at nogen er død i Somalia. Min fætter. Min kusine. Min mors familie. Min fars familie. Hele tiden krig og krig og krig.

Jeg tænker somme tider, at det er et mirakel, at jeg er i live. Da vores hus blev ødelagt, sad vi i ruinerne i tre dage, før vi blev fundet. Jeg har stadig mange smerter i min krop fra dengang. Men min datter er rask. Det er et mirakel. Hun er meget heldig. Hun lå og sov ved siden af mig i huset, men hun kom ikke noget til. En nabo hentede os ud og fik os over grænsen til Etiopien. Vi red på en kamel. I Addis Ababa blev vi anerkendt som flygtninge af FN. De næste tre år lå jeg på sygehuset og fik mange operationer. Så fik vi lov at komme til Danmark. Det var i 1994. Da var jeg 22 år og min datter 6 år.
     Jeg er meget glad for det danske samfund. Danmark er et frit og fredeligt land med en regering og lov og orden. Det har vi ikke i Somalia. Det sværeste er, at jeg ikke har familie her. Jeg savner min familie meget. Heldigvis kan vi ringe til hinanden. Vi ringer meget. Og flere af mine søskende kommer og besøger mig hvert år. Somaliere har et stærkt sammenhold. Jeg holder meget af vores somaliske kultur og traditioner. Efter 16 år i Danmark laver jeg stadig mest somalisk mad. Og jeg elsker somaliske bryllupsfester, hvor vi danser og synger i mange timer.

I mange år arbejdede jeg med rengøring. Jeg vil gerne arbejde og tjene mine egne penge. Men nu har jeg mange smerter og kan ikke arbejde. I Somalia gik jeg i skole i syv år. Som 15-årig blev jeg gift og fik min datter. Så gik jeg ikke i skole mere. Men ægteskabet holdt ikke. Vi blev gift, fordi min far og min mands forældre var venner. Jeg havde selv sagt ja til at gifte mig med ham, da min far spurgte mig, for i somalisk tradition bestemmer kvinder selv. Men efter seks måneder sagde jeg nej. Det gik ikke. Så blev vi skilt. Men da var jeg gravid med min datter.
     Her i Danmark har jeg altid sagt til hende, at det var vigtigt, at hun fik en uddannelse, så hun kunne få et godt liv. I dag er hun færdig som social- og sundhedshjælper og starter snart på assistentuddannelsen. Jeg kan se, at hun både er somalier og dansker. Somme tider går hun med tørklæde, men ikke altid. Jeg er glad for, at hun ikke er religiøs på den forkerte måde. Nu er hun flyttet hjemmefra og bor sammen med sin kæreste. Han er også fra Somalia og har boet i Danmark i mange år.

I Somalia var vi ikke en meget religiøs familie. Min far gik til fredagsbøn i moskéen, og min mor bad derhjemme. Ligesom alle andre fastede vi i fastemåneden - men ikke os børn. Jeg begyndte først at gå med tørklæde, da jeg var 21 år. Det gjorde jeg, fordi jeg ville vise, at jeg respekterer Gud. Hvis jeg er rask, faster jeg stadig. Men jeg læser ikke i Koranen. Somme tider beder jeg hjemme i min lejlighed. Jeg beder om, at jeg må være rask, og at min familie og alle mennesker må have det godt. Og jeg siger tak for livet.
     Jeg respekterer meget de kristne. Både i Somalia og Etiopien havde vi kristne naboer. Men dengang snakkede vi ikke så meget om religion. Vi var bare sammen som mennesker. I Danmark fik jeg kontakt med kristne for 10 år siden, da min læge henviste mig til Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde. I dag er de min nye familie. Der er altid nogen at snakke med, som kan hjælpe med lektier eller breve, jeg ikke forstår.
     Som muslim er jeg opdraget til at respektere alle mennesker. Men jeg respekterer ikke dem, der bruger islam til at ødelægge mit land. Jeg er træt af den form for religion. De er ikke rigtige muslimer. De er kriminelle.

Jeg drømmer om fred i verden - i Somalia og i alle lande. Engang var kvinder frie i Somalia. Vi kunne gå frit omkring og selv bestemme alt. Jeg vil gerne besøge mit land, når der en dag bliver fred. Men jeg kan aldrig mere bo i Somalia. Der er alt for mange, der er døde.
Fortalt til BMF