Leona på 14 måneder rækker prøvende ud efter den glitrende
genstand, som sygeplejersken holder hen foran hende. Men kun et kort øjeblik.
Så mister hun koncentrationen og de mørke øjne holder op med at fokusere.
Voldsomme begivenheder under Marinas graviditet var medvirkende årsag til, at
den lille pige er født to måneder for tidligt. Efter ankomsten til Danmark blev
det konstateret, at hun som følge af den tidlige fødsel har en øjensygdom.
Sygeplejersken roser Robert og Marina for deres vedholdende stimulering af
datteren, der tydeligvis trives.
Der er rent og
ryddeligt på familiens værelse på anden sal i den store rødstensbygning, der
siden november har været Robert og Marinas hjem. De 20 kvadratmeter fungerer
både som opholdsstue, spisekøkken, arbejdsværelse og soveværelse, og
indretningen vidner om, at familien stadig har overskud til at holde sammen på
hverdagen. I hjemlandet var den 29-årige pakistaner ansat i en amerikansk organisation,
hvor han arbejdede med telemarketing. I Danmark fik han tilbudt et tre måneders
computerkursus sideløbende med engelskundervisning to dage om ugen. Selv om
engelsk er hans modersmål, er kurserne, der foregår i København, et velkomment
afbræk i hverdagen. Marina følger et kursus i kosmetologi en dag om ugen.
Hertil kommer de mange aftaler med hospital, sygeplejerske og andre
fagpersoner, der støtter op om datteren. Robert forklarer:
- Vi er glade for, at hverdagen er travl. Ellers er der for mange tanker. At rejse tilbage til Pakistan er ikke en valgmulighed for os. Jeg ville blive arresteret med det samme. Og det er ikke som i Danmark. I vores land kan alt ske i et fængsel..
Andenklasses borgere
Trods usikkerhed om fremtiden sover familien godt om
natten. Det er første gang i lang tid, fortæller Robert.
- I Danmark er
vi ikke bange for natlige overfald eller at vores datter skal blive kidnappet.
I vores land var vi altid bange. Her er vi trygge.
Kristne udgør
kun godt tre procent af befolkningen i det overvejende muslimske Pakistan, hvor
det kristne mindretal de senere år har været udsat for alvorlige overgreb fra
religiøse ekstremister. Men selv om volden fordømmes internationalt af både
Vatikanet, den anglikanske kirkes ærkebiskop og Kirkernes Verdensråd, er der
ikke umiddelbart udsigt til bedre forhold for landets religiøse mindretal.
Robert og Marina
kommer begge fra familier, der har været kristne i flere generationer. Roberts
oldefar var britisk officer og bedstefaren læge og officer i den indiske hær i
1930erne.
- Da Pakistan
blev selvstændigt i 1947, var min bedstefar på Pakistans side. Det var en god
tid for de kristne. Vi var neutrale. Min far var musiker og trompetist og
spillede for flere pakistanske præsidenter. Dengang levede kristne og muslimer
fredeligt sammen. Men i dag er det anderledes. I begyndelsen af 1990erne
begyndte vi at blive diskrimineret på skoler og arbejdspladser. Man sagde, at vi støttede Vesten, fordi vi
havde den samme religion. Vi blev betragtet som andenklasses borgere. I dag er
kristne udelukket fra politiet og hæren, og vi kan ikke få topposter i
regeringen, forklarer Robert. Ifølge ham er kristne, der som han selv er af
blandet europæisk herkomst - såkaldt anglopakistanere - særligt udsatte, da de
tidligere var velhavende og indflydelsesrige.
- Min familie er protestantiske kristne og tilhører en kirke, der blev bygget af englænderne i 1852, efter at de havde indtaget Rawalpindi. Jeg voksede op med kirkegang hver søndag. Da jeg var barn, var vi 70-80 anglopakistanske familier til de engelsksprogede gudstjenester. Der var en masse glæde. Nu ved jeg kun om fem familier, der er tilbage. De fleste anglopakistanere er rejst, fortæller han og tilføjer, at der stadig er stor urdutalende menighed ved kirken.
Chikane og overgreb
Marina erfarede tidligt, at hun som kristen ikke kunne
regne med myndighedernes beskyttelse mod vilkårlige overgreb.
- Min familie er
katolikker. Min mor er halvt irsk og min far halvt britisk. Selv om vi ikke er
meget religiøse i vores familie, blev jeg chikaneret på skolen og senere på min
arbejdsplads. I mit land tror mange, at kristne piger er løse på tråden. Til
sidst fik jeg ikke lov at gå på arbejde. Det var meget slemt. Jeg kan ikke
fortælle det hele.
Som følge af den
omfattende chikane sendte familien Marina til Danmark for at arbejde som au
pair hos en ældre søster, der var gift med en dansker.
- Det gav mig et
pusterum. Men da jeg kom tilbage efter halvandet år, fortsatte mine problemer –
også efter at jeg blev gift. Robert arbejdede om natten, og når han ikke var
hjemme, kunne alt ske. De kom og truede os og smadrede vores møbler. I vores
land er falske anklager mod kristne ikke ualmindelige. Da jeg var gravid med vores
datter, blev Robert og min bror anklaget for at have skudt mod et hus. De var i
fængsel en uge, inden vores familie havde samlet penge sammen, så de kunne
betale for at få dem løsladt. Det var et meget stort beløb. Derefter vidste vi,
at vi var mål for alt. Fordi vi var kristne, turde ingen hjælpe os. At vi fik
besøgsvisum til Danmark var et mirakel. Gud giver os håb. Jeg ved, at han vil
hjælpe os.
Robert
uddyber:
- Mange muslimer er gode mennesker. Vi har mange muslimske venner. Men det er farligt for dem at hjælpe kristne. Dem, der forfulgte os, havde penge. Og når man har penge i vores land, kan man gøre hvad som helst. Sådan er det bare. Det ved alle.
Venner i kirken
Kort efter ankomsten til Sandholmlejren i Nordsjælland,
hvor familien var indkvarteret den første tid, fik de kontakt med en kirke.
- En afrikansk
asylansøger fortalte om de engelske gudstjenester, han kom til. I begyndelsen
var jeg lidt usikker. Hvad var det mon for en kirke? Men vi var vant til at gå
i kirke hver søndag, så jeg tog med. Det var helt OK. Gudstjenesten lignede
vores. Næste søndag kom vi alle tre. Jeg vil gerne lære mere om Bibelen. Selv
om vi altid har været kristne i min familie, er der meget, jeg ikke ved. I
vores land koster det at være kristen. Man kan dø for sin tro. For nylig blev
en kristen familie dræbt i min by, fordi de ikke ville skifte religion. Vi
hører hele tiden nye historier. Men vi vil ikke opgive vores tro, siger Robert.
Gennem kirken
fik familien hurtigt danske venner.
- I påsken var vi inviteret til København af
en dansk dame fra kirken. Vi har besøgt hende flere gange og overnattet hos
hende i hendes lejlighed. Vi har også mødt hendes familie. Hun tog os med til
påskegudstjeneste i domkirken. Det var meget festligt. En anden dansker kommer
ofte og besøger os. Vores danske venner hjælper os med at holde fast ved håbet
og tro på, at Gud har en fremtid til os.
For dem begge er
savnet af familien det sværeste.
- Vi savner
vores familie meget. Både Marina og jeg kommer fra store familier. Her er der
kun os to. Det er den største forandring i vores liv, som vi prøver at vænne os
til. Da vi først kom, fik vi tilbudt to værelser, fordi vi er en familie. Men
vi har kun brug for et værelse, så vi gav det andet til vores afrikanske ven.
Han er også kristen og alene her. I dag er han en del af vores familie. Det er
rigtig godt for os alle. Han er glad for Leona og passer hende meget, og vi
laver mad til ham og gør rent.
- Vi har fået
utrolig megen hjælp i Danmark. Det er helt fantastisk. Sådan er vi aldrig
blevet behandlet i vores eget land. Vi er meget taknemmelige. Vi vil gerne give
noget tilbage. Vi føler allerede, at Danmark er vores land.
BMF