Migration udfordrer kirkens teologi
Glimt fra nordisk konsultation om migration
Arlington Trotman er formand for det økumeniske samarbejdsorgan
Churches Commission for Migrants in Europe (CCME). For nylig deltog han
i en nordisk konsultation i Sverige om migranter og kirkeliv, hvor også
Tværkulturelt Center var repræsenteret. I det indledende foredrag talte
Trotman om den teologiske basis for kirkens møde med migranter. Hvordan
kirken tager imod migranter bunder dybest set i, hvordan kirken ser på
sig selv og sin egen identitet, sagde han blandt andet og spurgte: Hvem
er Gud for os? Ifølge Trotman handler kirkernes ansvar ikke blot om at
starte flere tværkulturelle aktiviteter men at flytte fokus og give rum
for teologisk refleksion.
- Hvis vi henter vores fælles identitet fra,
hvem Gud er for os, følger spørgsmålet: Hvem er vi så for hinanden? Det
spørgsmål har mange kirker endnu ikke et klart svar på.
- Vi lever i en tid, hvor migration er en del
af den globale virkelighed. For kirken er det vigtigt at erkende, at
migranter er kommet for at blive. Kristne migranter har oprettet deres
egne menigheder og fællesskaber i alle europæiske storbyer – og flere
vil komme til. Migration bliver fremover en af de helt store
udfordringer for kirken i Europa.
Men der er også enorme muligheder, understregede
Trotman. Han opfordrede de skandinaviske kirker til aktivt at opsøge
indvandrermiljøer og gå i dialog med de mange nye migrantmenigheder på
tværs af kirketraditioner.
- Det er i mødet med kristne indvandrere og
flygtninge, at vi skal vise, hvad kristen enhed er – at vi tilhører den
samme familie uanset etnicitet, hudfarve og kirketradition. Vi er Guds
familie. Kristne indvandrere er ikke indvandrere i kirken. De er
hjemme.
Arlington Trotman, der selv er født i
Vestindien og har boet i England i 30 år, kommer til Danmark i marts,
hvor han er en af hovedtalerne på Tværkulturelt Centers konference i
København.
Sigrun Saltbones Lauvland/KIA og BMF