ÅRETS KRUS – ÅRETS KNUS 2009

Integrationspris til 21-årig kristen iraker fra Gentofte

Asylbarn 2001-2008

 

Merna Samir Alhozy fra Gentofte har modtaget Tværkulturelt Centers integrationspris Årets krus – Årets Knus 2009. Prisen, der består af krus og diplom, blev overrakt af tidligere overrabbiner Bent Melchior på Centrets forårskonference i København. Bent Melchior begrundede prisoverrækkelsen med, at Merna Alhozy har været til stor støtte og inspiration ikke alene for sin egen familie men også for mange andre afviste irakiske asylsøgere, og at hun efter 12 år på flugt har bevaret troen på fremtiden. Hermed er hun et eksempel til efterfølgelse for andre unge flygtninge. Merna Alhozy er født i Mosul (Nineve) i Nordirak og kom til Danmark alene som 13-årig. Senere kom hendes mor og to yngre søskende. Merna lærte hurtigt dansk og fungerede i en årrække som tolk og brobygger til det danske samfund og dansk kirkeliv for andre irakiske asylsøgere. I Sandholmlejren var hun ofte guide, når der var besøg udefra. Efter en årrække som afviste asylsøgere i Avnstrup og Sandholmlejren fik familien asyl i september 2008. Merna Alhozy tilhører den kaldæiske kirke. Hun har en stærk kristentro og et stort ønske om at yde noget i det danske samfund. Sidste år blev hun færdig med en uddannelse som frisør og er i dag ved at uddanne sig til kosmetolog. Sideløbende holder hun foredrag i kirker, synger og skriver  digte.

 

Digt af Merna Alhozy (marts 2009)

 

TIL MIN MOR  

Mor, du vil altid være i mit hjerte.

Jeg vil altid se dig for mig. 

Min kærlighed til dig vil aldrig blive mindre.

Min mor.

Min stærke mor.

 

Efter 11 år på flugt 

kan jeg se trætheden i dine øjne

og alle de tårer, du har grædt for os. 

Men jeg vil ikke længere se dig ked af det.

Du klarede det, mor. Vi klarede det. 

Vi er ikke længere asylsøgere

- uønskede i alle lande.

Politiet kommer ikke og henter os 

klokken fem om morgenen

for at sende os tilbage til Irak.

Du skal ikke være bange, mor.

 

Vær ikke bekymret for mig,

selv om du ser mine tårer

og mine knuste drømme. 

Jeg skal nok klare mig.

Som dig giver jeg ikke op - ligemeget hvad.

Vores Gud vil altid hjælpe os og beskytte os.

Vores Gud, som skabte verden.

Det har du lært os - dine børn.

 

Jeg sværger, mor,

jeg elsker dig mere

end jeg elsker mine egne øjne.

 

Merna Alhozy • 21 år •  Asylsøger 2001-2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

This Web Page Created with PageBreeze Free HTML Editor