Integrationspris til afrikansk præstepar 

 

Tværkulturelt Center har uddelt integrationsprisen Årets Krus - Årets Knus 2008 til det afrikanske præstepar Theoneste Habyarimana og Diane Mukagitare fra Horsens. Prisen, der består af krus og diplom, gives til en kristen flygtning eller indvandrer, der har gjort en særlig indsats for at fremme integration på et kristent værdigrundlag og bygge bro mellem nydanskere og etniske danskere. Theoneste Habyarimana, 42, og Diane Mukagitare, 37, modtog prisen for en stor og vedholdende indsats for at give afrikanske flygtninge en tryg start i Danmark og hjælpe dem til at holde fast i deres kristne tro og praksis i et nyt land. I dag samler menigheden 50-60 afrikanere til gudstjeneste og socialt fællesskab hver søndag.